5. november 2000
 
 
 

Aftaler om finansloven for 2001 mellem regeringen (Socialdemokratiet og Det radikale Venstre), Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten

 

3. Miljø

3.1. Økologisk byggeri og styrket lokal økologisk indsats mv.
Med henblik på at styrke byøkologiske initiativer og tiltag vedrørende økologisk byggeri mv. samt at fremme økologisk adfærd og løsninger i lokalsamfundene og sikre rammerne for lokale netværks miljøarbejde, afsættes en fireårig pulje på i alt 178 mill. kr., heraf 49 mill. kr. i 2001, til økologiske initiativer.

A. Accelerationspulje for økologisk byggeri.
Der etableres en pulje på 25 mill. kr. årligt i perioden 2001-4, blandt andet til erstatning for aktionsplanerne om henholdsvis økologisk byfornyelse og spildevandsrensning og programmet for alternative isoleringsmetoder fra 1997.

Af puljen disponeres 5 mill. kr. årligt i 2001-4 til programmet for økologisk spildevandsrensning. Retningslinierne for disponeringen af de resterende 20 mill. kr. aftales mellem parterne. Hertil kommer anvendelse af en del af et eventuelt provenu fra afgift på maling/lak mv., jf. punkt 3.1.B.

Midlerne skal anvendes til en forstærket byøkologisk indsats, herunder til at fremme økologisk byggeri, alternative isoleringsmetoder, økologisk produktudvikling, miljørigtig projektering og totaløkonomi og etablering af en produktsubstitutionsdatabase.

En styrket byøkologisk indsats vil desuden have til formål at udvide fremdriften i det økologiske og bæredygtige byggeri for såvel nybyggeriet som det eksisterende byggeri. Det vil have en positiv effekt på råstof- og ressourceforbruget i byggeriet, folkesundheden samt beskyttelsen af det globale og nære ydre miljø.

Indsatsen koncentreres blandt andet om:
? produktion af materialer inden for økologisk byggeri,
? bedre muligheder for at opnå ressourceminimering inden for anlæg, drift og vedligeholdelse af byggeri,
? bedre indeklima,
? mere miljøvenlige og sundhedsrigtige byggevarer,
? færre byggefejl og
? bæredygtig arkitektonisk kvalitet i byggeriet.
 
B. Analyse af mulighederne for en afgift på maling/lak, trykfarve og fugemasse
En afgift på giftig maling mv. vil kunne tilskynde til brug af produkter, herunder økologiske, som er mere skånsomme for miljø og sundhed.

Der gennemføres derfor en vurdering af mulighederne for at indføre en grøn afgift på miljø- og sundhedsfarlig maling/lak, trykfarve og fugemasse. Det vurderes, om afgiften kan relateres til fare-kodningen.

Forslaget vurderes indenfor det kemikalieafgiftsarbejde, der blev igangsat i forbindelse med FL 2000, og som nu er aftalt forstærket. Resultatet skal senest rapporteres i 3. kvartal 2001. Senest 1. marts 2001 gør parterne status over, hvorvidt det vil være teknisk muligt at fremsætte et lovforslag om afgift på maling/lak, trykfarve og fugemasse. I forbindelse med denne status drøfter parterne fordelingen af en del af et eventuelt provenu til økologisk byggeri.

C. Grønne guides og bevægelser
Til en lokal indsats, der blandt andet har til formål at styrke den byøkologiske udvikling, afsættes en pulje på i alt 20 mill. kr. i 2001 og 10 mill. kr. årligt i 2002-4 til grønne guides og bevægelser. Hertil kommer en forsøgs- og evalueringspulje på i alt 1 mill. kr. Puljen administreres af Den Grønne Fond.

Grønne Guides
Den Grønne Guide-ordning videreføres og styrkes med en merbevilling på 15 mill. kr. i 2001.

Vigtige indsatsområder er byøkologi, de lokale Agende21-aktiviteter op mod Rio+10 i 2002 samt udnyttelse af Århus-konventionens muligheder for borgerinddragelse og medindflydelse mv.

Herudover afsættes en forsøgs- og evalueringspulje på i alt 1 mill. kr. med henblik på at vurdere behovet og mulighederne for andre guideordninger inden for det samlede lokale miljø-, natur-, energi- og byøkologiske arbejde. Parterne er enige om, at det - som led i evalueringen - i 2001 skal vurderes, hvordan ordningen i fremtiden kan finansieres lokalt.

Grønne bevægelser
Der afsættes en pulje til støtte af grønne bevægelser på 5 mill. kr. årligt i perioden 2001-4. Puljen skal især yde støtte til byøkologiske og andre lokale økologiske initiativer. Herudover skal puljen medvirke til at muliggøre organisationers deltagelse i væsentlige internationale sammenhænge og i diskussioner af væsentlige miljøtemaer. Parterne aftaler retningslinier for fondens administration af puljen.
 
D. Ø-pulje
Med henblik på at styrke de mindre øers mulighed for at fungere på et bæredygtigt grundlag, etableres en pulje på 3 mill. kr. årligt i perioden 2001-4 til projekter vedr. byggeri, økologiske spildevandsløsninger mv.

Puljen administreres af Miljø- og Energiministeriet efter høring af Sammenslutningen af små øer i Danmark.

3.2. Forstærket indsats for udvikling af nye energiteknologier
Som led i finansloven for 1997 blev der afsat en bevilling på 25 mill.kr. årligt i 4 år til fremme af vedvarende energi, bl.a. havmøller, bølgekraft, brint mv.

Denne indsats forstærkes med en bevilling på yderligere 35 mill. kr. om året i perioden 2001-4.

Der sigtes for det første mod en videreførelse af programpunkterne fra FL97-ordningen i de kommende år i takt med, at der fremkommer nye kvalificerede projekter på områderne, eller evalueringen af den hidtidige aktivitet afdækker behovet for ny indsats. Der forventes især indsats på områderne bølgekraft og brint.

For det andet er det sigtet, at bevillingen kan danne basis for yderligere indsatser på VE-området, herunder:
? Geotermi
? Solcelleområdet i boliger
? Supplerende tilskud til lokale miljø- og energikontorer

Da der fortsat er en række projektaktiviteter i gang under programmet, ligesom en række forventes igangsat i 2001, er parterne enige om, at de samlede programaktiviteter evalueres i 3. kvartal 2001, med henblik på at parterne kan drøfte den videre tilrettelæggelse af arbejdet med fremme af vedvarende energi.

Endelig har miljø- og energiministeren lovet at fremlægge en redegørelse for, hvorledes mindre lokale sammenslutninger kan inddrages i vindmølleudbygningen til havs, f.eks. gennem krav om at et vist volumen (f.eks. samlet 100 MW) stilles til rådighed for mindre sammenslutninger eller enkeltpersoner i forbindelse med den kommende udbygning af produktionskapaciteten.

3.3. Styrket indsats mod kemikalier
Med henblik på at mindske kemikalietrykket gennemføres en fireårig kemikalieplan på 36,8 mill.kr. i 2001 og i gennemsnit 31,3 mill.kr. om året i de efterfølgende tre år.

Kemikalieplanen omfatter en lang række initiativer, der tilsammen skal medvirke til at øge fremdriften i det kommende kemikaliearbejde, både med hensyn til det internationale forhandlingsarbejde såvel som med hensyn til sikring af den fornødne basis for at vurdere området for anvendelsesbegrænsninger og -forbud. Udgangspunktet er en produktorienteret strategi med henblik på at styrke den nationale regulering og kontrol, skærpe sanktioner og bedre forbrugeroplysningen samt tage initiativ til udfasning af de mest farlige stoffer.

A. Indsats mod problematiske - herunder allergifremkaldende - kemikalier
Det er nødvendigt at gennemføre en systematisk kortlægning af de miljørelaterede sundhedspåvirkninger - herunder de sundhedspåvirkninger, der skyldes anvendelse af kemikalier især i forbrugerprodukter.

Til en systematisk kortlægning af farlige stoffer, herunder allergifremkaldende stoffer i forbrugerprodukter, som f.eks. rengøringsmidler, kosmetik, legetøj, tekstiler, og indsamling af data om sundhedspåvirkninger fra disse produkter afsættes der i 2001-2004 15 mill.kr. årligt.

Til en styrkelse af det videnskabelige grundlag for håndteringen af problemerne med de hormonforstyrrende stoffer, der allerede nu skal vurderes og evt. reguleres, afsættes der i alt 5 mill.kr. årligt i 2001-4.

Luftforureningen anses for at udgøre en af de miljøpåvirkninger, der har den største sundhedsmæssige betydning. Der er behov for kortlægning af kilder, vurdering af de sundhedsmæssige og samfundsøkonomiske omkostninger, så der er bedre grundlag for at foretage de nødvendige initiativer til at forebygge luftforureningen og dermed på længere sigt at opnå en bedre sundhedstilstand i den danske befolkning. Der afsættes 5 mill.kr. årligt i 2001-4.

Til registerbaserede analyser af sammenhænge mellem sundhed og miljøpåvirkninger, især fra kemiske stoffer mv., afsættes der i alt 10 mill.kr. i perioden 2001-4.

Massestrømsanalysen for dioxin udpeger en række områder, hvor det er nødvendigt at foretage yderligere dataindsamling for at kunne prioritere indsatsen. Til dette formål afsættes i alt 5 mill.kr. i perioden 2001-4.

Miljø- og energiministeren vil i forbindelse med Danmarks rolle som Lead Country for dioxin i OSPAR fremlægge anbefalinger, som er i overensstemmelse med Danmarks forhandlingslinie for dioxin i POP-forhandlingerne.

Med henblik på at vurdere behovet for en kommende indsats i relation til nyttiggørelse og håndtering af havbundsmateriale foretages i 1. halvdel af 2001 et udredningsarbejde. Arbejdet afrapporteres i begyndelsen af 3. kvartal 2001 samtidig med at et udkast til en handlingsplan forelægges parterne. Der afsættes i alt 2,5 mill.kr. til arbejdet.

Ud over de nævnte indsatsområder afsættes der en indsatspulje på 2,5 mill.kr. årligt i 2001-4 til en indsats over for de problemer, der udpeges i kortlægningen, for eksempel mikrobiologisk forurening. Den nærmere disponering af puljen drøftes mellem parterne.

B. Ny global tungmetalkonvention
Til understøttelse af danske initiativer til igangsætning af arbejdet for en global aftale om afvikling af anvendelsen af tungmetaller afsættes i alt 3 mill.kr. for perioden 2001-2004.

C. Globalt lederskab
Regeringen vil blandt andet med udgangspunkt i de i denne aftale nævnte indsatser arbejde for at styrke den internationale kemikalieregulering. det er blandt andet hensigten med basis i særligt prioriterede initiativer at skabe alliancer med lande, som kan katalysere og drive den samlede internationale kemikalieindsats.

D. Kemikalieafgifter
Afgiften på industrielle drivhusgasser skal sammen med målrettet støtte og forskning sigte mod en afvikling af de industrielle drivhusgasser senest i 2006. Med henblik på en nærmere vurdering af behovet for støtte og forskning vil der inden for eksisterende støtteordninger (herunder produktordningen) blive søgt iværksat relevante projekter med henblik på i 2. halvdel af 2001 at kunne vurdere det præcise støttebehov samt mulighederne for at fremrykke udfasningen af de enkelte anvendelser mv.

Regeringen vil forstærke det i forbindelse med FL 2000 aftalte og igangsatte analysearbejde. I det omfang, det er muligt, forstærkes arbejdet ved analyser af:
? Kemikalieafgifter i andre lande
? LAS
? Råstoffer og produkter, der kan give anledning til dioxindannelse
? Visse biocider
? Klassificerede stoffer og stoffer på listen over uønskede stoffer (LUS), på effektlisten og på den kommende vejledende liste over farlige stoffer. Det er ambitionen at gennemgå de væsentligste LUS-stoffer inden næste revision af listen.
? Flygtige organiske forbindelser (VOC’er)
? Materialer og produkter der fører til problemer i affaldshåndteringen

Resultatet af dette arbejde afrapporteres i 3. kvartal 2001.

E. Miljømedicin
Parterne er enige om, at der skal ske en forstærket indsats på miljø- og sundhedsområdet. Herunder vurderes det, hvordan myndighedernes indsats kan løftes. Endvidere vurderes det, om der er basis for, at et sådant løft kan ske ved etablering af et center for miljø og sundhed (miljømedicin).

3.4. Styrket naturforvaltning mv.
En bæredygtig udvikling af samfundet stiller krav til den samlede naturforvaltningsindsats, som omfatter naturgenopretning, skovrejsning, naturformidling og bevaring af kulturmiljø mv. Derfor styrkes naturforvaltningsindsatsen med i alt 80 mill.kr. om året i perioden 2001-4.

Der vil fremover blive tilstræbt en jævn geografisk fordeling af anvendelsen af naturforvaltningsmidlerne under hensyntagen til de eksisterende natur- og friluftstilbud, Naturforvaltningsudvalgets behandling og konkrete faglige hensyn.

Styrket naturgenopretning mv.
For at sikre, at der kan iværksættes nye projekter, forøges naturgenopretningsindsatsen med 45 mill.kr. årligt i 2001-4 til projekter som skal sikre en rigere natur, fremme den biologiske mangfoldighed og forbedre levevilkårene for planter og dyr. En del af indsatsen vil være rettet mod Skov- og Naturstyrelsens eksisterende arealer. Som en særlig prioritet skal det i forbindelse med projekterne tilstræbes, at adgangsforholdene tilrettelægges således at handicappede i størst muligt omfang kan få adgang til de pågældende områder.

Hertil kommer, at projekterne kan understøtte strategier til fremme af lokal og regional turisme samt gennem etableringen af nye naturområder være med til at aflaste eksisterende meget søgte naturområder.

Øget skovrejsning og sikring af naturskove
Der afsættes yderligere 20 mill.kr. årligt i 2001-4 til øget skovrejsning, herunder især til rejsning af bynær skov med ubegrænset offentlig adgang. Der vil være tale om robust skov med hovedsagelig hjemmehørende arter, der drives i naturnær drift. Endvidere vil der i tæt samarbejde med de berørte kommuner blive satset på, at skovrejsning samtidig kan tjene til beskyttelse af sårbare grundvandsforekomster som benyttes af den lokale drikkevandsforsyning.

I alt 3 mill.kr. af den øgede bevilling til skovrejsning anvendes til at iværksætte en registrering af den danske naturskov.

Endvidere anvendes i alt 2 mill.kr. af den øgede merbevilling til skovrejsning og naturskov til at gennemføre en national kortlægning af befolkningens ønsker og holdninger til naturen, eksempelvis regionale høringer, spørgeskemaundersøgelser mv.

Parterne har aftalt at drøfte en forstærket indsats for at bevare den eksisterende danske naturskov.

Bevillingerne til skovrejsning øges i forvejen betydeligt fra og med 2001 med henblik på at afhjælpe skaderne efter stormfaldet i december 1999, således at der også på disse arealer rejses robust skov med hovedsagelig hjemmehørende arter.

Styrket naturformidling
Der er behov for at sikre den bedst mulige adgang og formidling til offentligheden af naturen. Derfor styrkes naturformidlingsindsatsen med 10 mill.kr. årligt i 2001-4.

Projekterne, som blandt andet skal udvikles i tæt samarbejde med de lokale Agenda 21-aktiviteter, grønne guides mv., kan omfatte for eksempel etablering af sammenhængende cykel- og stinet, naturvejledning, udgivelse af undervisningsmaterialer med henblik på en samlet formidling af natur- og kulturmiljø.

Kulturmiljø mv.
Der afsættes yderligere 5 mill.kr. årligt i 2001-4 til styrket kulturmiljøindsats. En del af indsatsen vil være rettet mod pleje, istandsættelse, formidling mv. af kulturmiljøer beliggende på Skov- og Naturstyrelsens arealer. Indsatsen kan f.eks. bestå i at reetablere et vådområde omkring en borgruin, markere gamle vejforløb, genskabe et haveanlæg omkring en herregård samt naturligvis forskellige slags undervisningsmateriale.

Af merbevillingen til kulturmiljø mv. reserveres 2 mill.kr. årligt til et treårigt forprojekt med henblik på at vurdere det samlede ressourceforbrug mv. ved en gennemgang af samtlige fredede bygninger med henblik på at konstatere, hvorvidt disse fortsat besidder fredningsværdier.

Trafikdræbte dyr
Der gøres en yderligere indsats for at kortlægge antallet af trafikdræbte dyr samt tilvejebringe et overblik over, hvor behovet for afværgeforanstaltninger er størst. Parterne har aftalt at drøfte, hvordan indsatsen for at nedbringe antallet af trafikdræbte dyr herudover kan forstærkes.

3.5. Grøn beskæftigelse (grønne job)
Den Grønne Jobpulje videreudvikles og forlænges i fire år med et niveau på 42 mill.kr. årligt, inkl. administration.

Puljen skal som hidtil støtte konkrete, lokale miljøinitiativer inden for de områder, der er beskrevet i loven om Den Grønne Jobpulje. Puljen skal derudover også søge at afprøve, hvorvidt innovative miljøteknologier udgør et vækstområde, og hvordan grøn beskæftigelse kan blive et potentiale for at styrke indsatsen i relation til det rummelige arbejdsmarked.

Der afsættes 17 mill.kr. årligt i 2001-4 til afprøvning af, hvorvidt støtte til markedsmodning af uafprøvede innovative miljøteknologier og grønne produkter, herunder til et internationalt marked, repræsenterer et nyt vækstområde.

Til afprøvning af, hvorvidt der inden for grøn beskæftigelse er et potentiale for at styrke indsatsen i relation til det rummelige arbejdsmarked, kan der igangsættes projekter inden for en samlet ramme på 25 mill.kr. årligt i 2001-4. Som led i denne indsats oprettes gennemsnitlig 75 helårsarbejdspladser inden for rammerne af det rummelige arbejdsmarked mv.

Desuden forpligtiger Miljø- og Energiministeriet sig til, inden for ministeriets budgetramme, at etablere 75 job inden for det rummelige arbejdsmarked mv.

3.6. Bundfradrag for el- og vandafgifter
Der gennemføres et forsøg, der skal belyse virkningerne af at indføre et bundfradrag samt fordoble de marginale afgifter på forbruget af vand og el. Forsøget skal klarlægge effekten af at reducere afgifterne hos borgere, der viser miljøhensyn gennem el- og vandbesparelser. Endvidere vil de fordelingsmæssige effekter blive belyst.

Forsøget gennemføres for en sammenhængende boligforening eller et bykvarter med blandet boligform med alt i alt 100-500 husstande. Da initiativet har forsøgskarakter skal husstandene frivilligt indvilge i at deltage. Deltagerne skal oplyse om antal personer i husstanden pr. måned, svarende til de oplysninger, der figurerer i CPR-registret.

Forsøget gennemføres som en tilskudsordning. Der fastsættes et standardniveau pr. person. Husholdningerne, der reducere forbruget under standardforbruget vil få et tilskud svarende til den nuværende afgiftssats for den sparede enhed el eller vand. Derved får de husholdninger, som deltager i ordningen, samme marginale incitamenter til at spare på el og vand, som i en bundfradragsmodel, herunder tilskyndelse til at begrænse et eventuelt overforbrug.

Der afsættes 3 mill.kr. årligt i perioden 2001 til 2002 til forsøgsordningen. Puljen vil dække tilskud, administration, evaluering af forsøget mv. Ordningen administreres under Miljø- og Energiministeriet. Forsøget afsluttes med en evaluering, som eventuelt kan danne udgangspunkt for udvikling af en model til national udbredelse.